Vilkår for brug
Senest opdateret: juli 2026
Disse vilkår gælder, når du bruger KlareTal. Ved at oprette en konto og forbinde dit regnskab accepterer du vilkårene. Læs dem grundigt — de beskriver aftalen mellem dig (kunden) og KlareTal.
1. Tjenesten
Tjenesten KlareTal udbydes af Michael Busack Bertelsen Consulting, CVR-nr. 19832732, Savonlinavej 11, 8600 Silkeborg, Danmark (herefter "KlareTal"). Aftalen om brug af tjenesten indgås med denne virksomhed.
KlareTal er et værktøj, der henter din økonomi fra dit regnskabssystem — Dinero, e-conomic eller Billy — udelukkende med læseadgang, og giver dig et samlet overblik: resultat, salg, udgifter, performance samt budget og budgetopfølgning. KlareTal er et selvstændigt produkt og er ikke tilknyttet Visma/Dinero, e-conomic eller Billy.
KlareTal udbydes udelukkende til erhvervsmæssig brug — til virksomheder og deres rådgivere — og ikke til forbrugere.
2. Konto og adgang
Du logger ind med e-mail og adgangskode. Du er ansvarlig for at holde dine loginoplysninger fortrolige og for aktivitet på din konto. Adgang til at forbinde et regnskab forudsætter, at du har de nødvendige rettigheder i den pågældende organisation eller aftale.
3. Forudsætninger
- Et gyldigt abonnement med API-adgang hos dit regnskabssystem for det regnskab, du forbinder — for Dinero kræver det et Pro-abonnement.
- At du selv har ret til at give KlareTal læseadgang til de pågældende regnskabsdata, og ved e-conomic, ret til at aktivere apps på aftalen.
4. Priser, prøveperiode, betaling og opsigelse
Prøveperiode, priser, betalingsfrekvens, automatisk fornyelse og opsigelse reguleres af de separate abonnementsbetingelser, som accepteres særskilt, når du tegner et abonnement. Abonnementsbetingelserne udgør en del af aftalen mellem dig og KlareTal.
5. Desktop Edition
KlareTal Desktop Edition aktiveres med en licensnøgle og registrerer de licenserede firmaers navn, CVR og antal hos KlareTals licenstjeneste (til licensering og fakturering) — men ingen regnskabsdata forlader din computer. Hosted og Desktop Edition er separate produkter med hver sit abonnement: en Desktop Edition-licens giver ikke adgang til den hostede løsning, og omvendt, jf. abonnementsbetingelserne. Desktop Edition er en lokal app, der kører i din browser på din egen computer. Data gemmes lokalt i en databasefil, som ikke krypteres af KlareTal; vi anbefaler derfor, at du slår disk-kryptering til på computeren (fx BitLocker på Windows). Desktop Edition tager selv en backup af databasefilen efter det interval, du vælger, og altid én før en opdatering. Du bestemmer selv, hvor længe kopierne gemmes, og hvilken mappe de lægges i. Backup i Desktop Edition erstatter ikke din egen sikkerhedskopiering uden for maskinen. Support omfatter applikationen; dit eget miljø (computeren, styresystem, disk-kryptering samt sikkerhedskopiering af de lokale data) er dit ansvar. KlareTal er ikke ansvarlig for tab, der opstår i dit eget miljø — herunder tab af data, manglende sikkerhedskopiering, nedbrud eller uautoriseret adgang til den maskine, appen kører på.
6. Tilladt brug
Du må ikke misbruge tjenesten, forsøge at omgå sikkerhed eller adgangsbegrænsninger, eller bruge den til ulovlige formål. Du må kun tilgå data, du har ret til.
7. Dine data
Du ejer dine data. KlareTal behandler dem som databehandler på dine vegne i henhold til vores privatlivspolitik og den separate databehandleraftale. Du kan til enhver tid slette alle dine data. Efter en opsigelse eller en udløbet prøveperiode gemmes firmaets data i 14 dage, så du kan fortryde og fortsætte hvor du slap — dog 60 dage, hvis ophøret skyldes en fejlet kortbetaling, og slettes derefter permanent, jf. abonnementsbetingelserne.
Du kan også slette din konto helt — selvbetjent i appen under Min konto → Slet min konto. Konto-sletning rører aldrig firma-data: firmaer, hvor du er eneste bruger, skal først slettes i appen (Slet firma), og et aktivt abonnement skal være opsagt og udløbet. Firmaer, der deles med andre brugere, overdrages til dem. Selve sletningen er permanent og omfatter din brugerkonto og dine personoplysninger. Udstedte fakturaer opbevares i 5 år efter bogføringsloven, og et firmas brugte prøveperiode er knyttet til firmaet og består.
8. Kommunikation og servicemails
Servicemails er en del af tjenesten. Vi sender beskeder, der vedrører din konto og dine aftaler, til din registrerede kontaktadresse: kvittering ved oprettelse, bekræftelse og varsler om prøveperiodens udløb, bekræftelse ved tegning og opsigelse af abonnement, fakturaer, besked ved fejlet betaling samt varsler om og bekræftelse af sletning af data. Disse beskeder er nødvendige for aftalen og kan ikke frameldes, så længe du har en konto.
Derudover kan vi sende opdaterings-mails til eksisterende kunder om KlareTal og tilsvarende egne produkter (fx nyheder og opfølgning), jf. markedsføringslovens § 10, stk. 2. Disse mails kan altid frameldes med ét klik via afmeldingslinket i den enkelte mail — afmelding påvirker aldrig servicemails.
9. Tilgængelighed
Vi tilstræber høj oppetid, men tjenesten leveres "som den er og forefindes", og der er ikke aftalt et garanteret serviceniveau. KlareTal afhænger af tredjepartstjenester (bl.a. Dinero/Visma, e-conomic, Billy, hosting, netværk og betalingsformidling), og vi kan ikke garantere uafbrudt drift. Vedligeholdelse kan medføre kortvarige afbrydelser; væsentlige planlagte afbrydelser varsles så vidt muligt. Om ansvar for tab ved utilgængelighed, se § 10.
10. Ansvarsbegrænsning
KlareTal er et overbliks- og analyseværktøj og erstatter ikke professionel regnskabs-, skatte- eller revisionsrådgivning. De viste tal er vejledende, og din bogføring i regnskabssystemet er den autoritative kilde. Likviditetsprognose, runway og lignende fremskrivninger er skøn, der bygger på dit eget budget og på data hentet fra regnskabssystemet — de er ikke en forudsigelse, og du bør ikke disponere alene på grundlag af dem.
Beløbsmæssig grænse. KlareTals samlede erstatningsansvar over for dig er begrænset til det beløb, du har betalt for abonnementet i de 12 måneder, der ligger forud for det forhold, kravet støttes på. Har du flere firmaer tilkoblet, opgøres grænsen ud fra det abonnement, kravet vedrører.
Tab der ikke erstattes. KlareTal er ikke ansvarlig for indirekte tab og følgeskader, herunder driftstab, avancetab, tabt omsætning eller besparelse, tab af goodwill, tab af data samt tab som følge af beslutninger truffet på grundlag af oplysninger i KlareTal.
Nedetid og tredjeparter. KlareTal er ikke ansvarlig for tab som følge af, at tjenesten er utilgængelig, forsinket eller fejlbehæftet, jf. § 9 — herunder ved vedligeholdelse — eller for forhold hos de tjenester, KlareTal afhænger af: dit regnskabssystem, hosting, netværk og betalingsformidling.
Data. Regnskabsdata i KlareTal er en mellemlagret kopi. Går data tabt eller bliver de utilgængelige, kan de som udgangspunkt hentes igen fra dit regnskabssystem, der til enhver tid er den autoritative kilde; KlareTals ansvar ved tab af regnskabsdata er begrænset til at gensynkronisere dem. Bemærk, at budgetter, grupperinger og indstillinger, du selv har oprettet i KlareTal, ikke findes i regnskabssystemet.
Databrud. Ved brud på persondatasikkerheden gælder databehandleraftalen, herunder dens bestemmelse om ansvar mellem parterne. Den beløbsmæssige grænse ovenfor gælder også for krav, der udspringer af databehandleraftalen.
Hvad der ikke kan begrænses. Begrænsningerne i denne bestemmelse gælder ikke ved forsæt eller grov uagtsomhed fra KlareTals side, ved personskade, eller hvor ansvaret i øvrigt ikke kan begrænses efter ufravigelig dansk ret.
Reklamation. Krav skal gøres gældende skriftligt over for KlareTal senest 6 måneder efter, at du blev eller burde være blevet bekendt med det forhold, kravet støttes på. Herefter bortfalder kravet.
11. Force majeure
Ingen af parterne er ansvarlig for manglende opfyldelse, der skyldes forhold uden for partens rimelige kontrol — herunder nedbrud eller afbrydelser hos hosting-, netværks- eller regnskabssystemleverandører, strømsvigt, omfattende internetforstyrrelser, cyberangreb, brand, naturkatastrofer, krig, strejke og lockout samt indgreb fra myndigheder. Varer forholdet uafbrudt i mere end 60 dage, kan hver part opsige aftalen skriftligt uden ansvar over for den anden.
12. Ændringer af vilkår
Vi kan ændre disse vilkår. Væsentlige ændringer varsles, og fortsat brug efter ikrafttræden betragtes som accept. Den gældende version ligger altid på denne side.
13. Lovvalg og værneting
Vilkårene er underlagt dansk ret, og tvister afgøres ved de danske domstole.
14. Kontakt
Spørgsmål til vilkårene? Skriv til support@klaretal.dk.